Dansk version English version Norsk version

To hjemmesider går ind på en bar…

I Nyhavn kan du lære meget om online markedsføring

I Nyhavn kan du lære meget om online markedsføring

Jagten på kunder online er ikke så forskellig fra jagten på en partner i nattelivet, og vi har fundet en række tankevækkende paralleller.

Når du driver forretning online, er du på konstant jagt efter kunder.

De forskellige elementer af online markedsføring kan sidestilles med de ting, vi går igennem i jagten på en partner i den virkelige verden, så lad os tage vores hjemmeside med på bar for at kigge efter potentielle kunder.

Google som dørmand

Det første, du skal være opmærksom på, er om din hjemmeside i det hele taget består barens dresscode? Har søgemaskinerne ikke mulighed for at indeksere hjemmesiden pga. tekniske fejl eller dårlig struktur, bliver den afvist af dørmanden.

Chasing long tail

Når siden er kommet ind på baren, handler det om at gøre opmærksom på sig selv over for det modsatte køn – de potentielle kunder. Er konkurrencen hård på de søgeord, du gerne vil være synlig på, skal du måske finde en niche for at have en chance. Så når alle de andre går efter den høje blondine, sætter du jagten ind på den lille søde brunette, der sidder for sig selv i et hjørne.

Du kan påvirke dine chancer for at få brunetten med hjem, hvis en af hendes veninder kan sige noget pænt om dig, så hun får øjnene op for dig, og det er ikke anderledes online. Google ser nemlig et link til din hjemmeside som en stemme på den, og det har positiv indflydelse på dine placeringer i søgemaskinen.

Er din meta desription sexet?

Udseende og førstehåndsindtryk er desuden vigtigt, når du prøver at score på en bar – det er svært at komme uden om. Derfor skal du allerede i Googles søgeresultater sørge for, at din title og meta description er så indtagende, at folk får lyst til at klikke på dem.

Den digitale scorereplik

Har dit bytte indvilliget i den indledende flirt og klikket sig ind på din side, begynder forførelsen for alvor. Mange vælger at lægge ud med en scorereplik i form af en kæk overskrift, men pas på, for her risikerer du at miste hende, hvis du ikke lægger alt din energi og originalitet i at ramme lige netop hende!

Betragter hun overskriften som tåbelig, eller er du uinteressant at høre på, så vender hun om på hælen med et hurtigt klik på browserens tilbageknap og kaster sig over et af de andre potentielle emner ved den digitale bardisk.

Og for at få hende med hjem, skal der oven i købet en del mere til. I det virkelige liv skal der nogle gange en del forsøg til, før en potentiel partner bider på, går hele vejen og trykker ”køb”, og det er også tilfældet online.

Du kan komme et stykke ad vejen ved at give en drink (giver du kunderne en lille gave, føler de sig forpligtede til at gengælde den) eller betale for taxien hjem (fri fragt). Du kan også sørge for at komme steder, hvor der er flere kvinder end mænd, så du bliver en mangelvare (når lagerstatus viser få eksemplarer tilbage af en vare, stiger købelysten).

Din hjemmeside vil ikke være et one night stand

I sidste ende er det med online markedsføring som med dating – det er nemmere at få en kunde til at handle hos dig flere gange end det er at jage nye emner hele tiden. Så fasthold dem med nyhedsbreve, sociale medier og god kundeservice – så har du en partner for livet.

Kvinder tænder ikke på duplicate content

Og et sidste godt råd: Tag aldrig din enæggede tvillingebror med i byen – det halverer chancerne for succes.

Dette blogindlæg har tidligere været bragt på tryk i en redigeret udgave i Dansk Kommunikationsforenings medlemsblad Kommunikatøren – læs hele bladet her

Udråbstegnets anatomi og andre tegns betydning for dit budskab

Tekstforfatterens værktøjskasse er fyldt med mere end bogstaver – den indeholder også en lang række tegn og symboler, der kan hjælpe til med at sælge dit produkt.

Folk tænker ofte ikke over betydningen af deres tegnsætning, når de skriver, og her snakker vi ikke bare om kommatering.

For du har en lang række tegn, symboler og formaterings-muligheder til rådighed, der kan bruges både konstruktivt og destruktivt i forhold til at sælge dit budskab.

Tegnsætning for tekstforfattere

Vi vil i dette blogindlæg komme med nogle måske lavpraktiske, men alligevel anvendelige råd til, hvordan du får en strategisk tilgang til brug af tegn, så du ikke bliver forrådt af en mindre myriade af tankestreger, udråbstegn og STORE, fede bogstaver, der får dig til at virke useriøs i din kommunikation.

Lad os starte med et par af de ovenstående styrkemarkører, der alle har samme funktion – at råbe højt om et eller andet. Udråbstegnet er et værdifuldt våben til at sætte kraft på et udsagn.

Det understreger, at det her er vigtigt!

I AdWords-annoncer ser vi et stort forbrug af udråbstegn

Men hvis du bruger det efter hver anden sætning, så har det samme effekt, som hvis du konstant råber til en person i stedet med omhu at vælge de sætninger, hvor du hæver stemmen. På den måde bliver folk rigtig hurtigt træt af dig. Det samme gør sig gældende med brug af bold og store bogstaver, hvor overdreven brug er irriterende for øjet og får det til at flakke.

Fang læserens fokus med en tankestreg

Et andet tegn, som folk efter vores mening bruger for lidt, er tankestregen. Dette er et undervurderet tegn markedsføringsmæssigt, da den adskiller tekststykket fra det øvrige og får folk til at stoppe op – deraf navnet tankestreg.

Hvis du placerer det vigtige budskab efter en tankestreg, er der derfor større sandsynlighed for, at læseren ikke bare skimmer forbi det, som vi ofte har en tendens til, når vi læser online.

Et kolon eller semikolon kan have samme effekt: Du får folk til at stoppe op og fortæller dem samtidig, at der nu kommer en vigtig pointe i forhold til noget af det, de lige har læst.

De tre små prikker…

Et andet sproggreb, der har vundet meget frem, er at slutte en sætning med tre punktummer, men ikke alle tænker over betydningen af dem. Oprindeligt er det et udeladelsestegn til brug i citater, når dele af citatet ikke er medtaget.

I dag bruger vi det også som en (ofte ironisk) kunstpause efter en sætning, der skal få folk til at tænke over budskabet i det, der lige er blevet sagt.

Desværre ser vi alt for ofte, at de tre prikker bliver brugt både forkert og i flæng… Et eksempel kunne være en sætning som ”det er gratis…”, som vi er stødt på flere gange i vores kunders kommunikation. Her sætter de tre prikker faktisk spørgsmålstegn ved, hvorvidt det nu også er gratis, og det har nok ikke været hensigten.

Det usynlige tegn – linjeskiftet

Et tegn du til gengæld næsten ikke kan bruge for meget er ”det usynlige tegn” – linjeskiftet. Vi snakker meget om den positive effekt af white space online, og det gør sig også gældende på tekstniveau.

En god tommelfingerregel er at holde sig til 3-5 linjer tekst ad gangen og så lave et linjeskift, der gør teksten overskuelig og skimmevenlig. Af og til kan et vigtigt budskab også blive ekstra fremhævet ved at blive placeret på en enkelt linje helt for sig selv.

Der er mange flere tegn på bunden af værktøjskassen, men bruger du de ovennævnte korrekt, så får du langt hen ad vejen et mere professionelt resultat.

Et andet interessant emne inden for tegn og symboler er smileyficeringen af det danske sprog, men det er vist et helt andet blogindlæg ;-)

Efter en lidt tør tekst slutter vi af med Victor Borges legendariske visualisering af tegnsætning, der smukt illustrerer, hvordan tegnene kan påvirke læsningen af en tekst.

Tekstforfatterens værktøjskasse – allitterationer

Skrivemaskine

Skab flow i dine tekster med bogstavrim, så kunderne læser dem til ende

Vi kører for tiden et tema om tekstforfatning til nettet her på bloggen. Den effektive og optimerede webtekst i virksomhedssammenhæng har fokus på ét formål: At påvirke læseren og give ham eller hende nok informationer til at træffe et valg om en (for virksomheden) positiv handling.

Det er i den forbindelse essentielt, at du får drevet læseren ned til din call to action, og din tekst bør derfor have et flow, der får motiveret folk til at fortsætte med at læse, til de når i mål.

Fasthold for guds skyld læseren

Formår du ikke at fastholde læseren, flakker blikket, og så er du lige pludselig i konkurrence med et væld af forstyrrende elementer og konkurrerende budskaber.

Et af dinne værktøjer er allitterationer – på dansk bedre kendt som bogstavrim. Det lyder måske banalt, men når vi læser eller hører ord, der rimer, har vi nemmere ved at holde fokus, og der er større sandsynlighed for, at vi læser sætningen til ende og når til målet.

Selv hvis selve tekstens indhold er målet, og dens formål er at sælge et budskab, kan allitterationer gøre god gavn, da de er nemme at huske for læseren. Specielt i overskrifter gør de sig godt, da de med det samme fanger folks bevidsthed, og de føler velbehag ved at læse dem. Derfor ser du dem typisk tit på avisernes spisesedler.

Du rimer uden at vide det

Vi bruger alle sammen allitterationer i vores dagligdag helt uden at bemærke det, men du kan sagtens som tekstforfatter fremelske det i dit sprogbrug, hvis du er bevidst om det.

Der findes en række forskellige måder, du kan sammensætte allitterationer på.

Den klassiske måde er, når det første ord rimer på det næste, men der er en række måder at gøre det på.

  • ”Du kan bestille bogen her” – den mest direkte form
  • ”Bliv kontaktet af en konsulent” – her sniger andre fyldord sig ind imellem, men det giver stadigvæk flow. Samtidig er der brugt en hård konsonant (k), der hamrer budskabet bedre igennem.
  • ”Spar penge på oppakningen” – Et ord kan godt rime, selvom det ikke starter med det rigtige bogstav, så længe der er en stavelse, der starter med det.
  • ”Få en anderledes oplevelse” – alle vokaler har samme bløde udtale, så de kan rime på hinanden

Kan du få tre ting til at rime, virker det endnu stærkere, og det kan i høj grad understrege dit argument.

Konsekvensen af kreative knaptekster

Er du rigtig kreativ, så får du også presset allitterationerne ind i selve dine call to actions. Bestil billigt bredbånd” ville være et godt eksempel, der potentielt kunne øge din konverteringsrate markant, hvis du var på bredbåndsmarkedet.

Du er ikke poet – du er tekstforfatter

Jeg vil til sidst lige nævne, at dette ikke er en opfordring til at blive alt for poetisk i din tekstforfatning – sproget må ikke tage overhånd i forhold til budskabet, og din vigtigste funktion er at ramme et toneleje, der er behageligt for læseren. De skal helst slet ikke have bemærket dit sprogbrug, når de har klikket på knappen og kørt dankortet igennem.

Lær mere om tekstforfatning til nettet på vores kursus i optimering af hjemmesider


www.iihnordic.dk - IIH | Lille Strandstræde 6 | 1254 København K | Telefon: +45 70 20 29 19 | Fax: + 45 77 33 40 01 | iih@iihnordic.com
-->