Sælger I til kunderne eller konkurrenterne?
Blogs, nyhedsbreve og sociale medier giver nogle fantastiske muligheder for billig kommunikation. Men har I undersøgt, hvem der læser det?
Nettet har givet en lang række stort set gratis kommunikationskanaler til virksomheder, der formår at følge med tiden og udnytte mulighederne i de nye digitale medier. Men at det er billigt, er ikke nogen undskyldning for ikke at bruge ressourcer på at få det optimale ud af indsatsen.
I skal vide, hvor målet står for at kunne ramme det
En af de vigtigste faktorer i den forbindelse er at kommunikere i øjenhøjde til den modtagergruppe I reelt har – og det behøver absolut ikke at være det samme som den primære målgruppe for jeres produkter eller services.
Faktisk er det slet ikke usædvanligt, at det på visse kanaler primært er konkurrenterne, der lytter efter.
Derfor er det vigtigt løbende at analysere på, hvem I rammer med jeres digitale budskaber, så I kan tilrettelægge kommunikationen derefter.
Social media analytics light
Der findes en lang række værktøjer, der kan hjælpe jer med at analysere på de besøgendes adfærd, men faktisk er det langt hen ad vejen et spørgsmål om at løbe listerne med modtagere igennem manuelt og dele dem ind i en række grupper for at have et overblik og kunne segmentere dem.
Tjek domæner på jeres nyhedsbrevsmodtagere
Med jeres nyhedsbrev har I den værdifulde viden, at I kan se domænerne på de mailadresser, folk har tilmeldt sig med. På den måde kan I potentielt sortere modtagerne i en række grupper. Hos IIH Nordic kunne vi arbejde med følgende grupperinger (der også til dels kan benyttes på de andre områder):
- Nuværende kunder
- Kunder med afsluttede projekter
- Potentielle kunder
- Konkurrenter
- Ukendte (gmail-adresser m.m.)
I vores tilfælde kan vi se, at vi primært har tilmeldte fra de tre første kategorier til vores nyhedsbreve, hvilket gør det nemt at målrette kommunikationen.
Kunderne er ikke på Twitter
Det er den helt modsatte situation på Twitter, hvor vores followers i høj grad er kollegaer fra branchen, imens et fåtal af vores nuværende eller potentielle kunder følger med her.
Derfor giver det ikke den store mening for os at arbejde med direkte salg på Twitter, og vi arbejder i stedet for i højere grad med at positionere og brande os overfor eventuelle samarbejdspartnere og fremtidige kollegaer.
Det er nemt for jeres egen virksomhed at løbe de samlede followers igennem og gruppere dem, da folk er rigtig flinke til at skrive en kort profiltekst, der kan ses direkte i oversigten, når I løber listen igennem.
Facebook kræver kendskab
Med Facebook er det straks mere vanskeligt.
Folk vælger ofte at ”synes godt om” jeres side med deres personlige profil, og så kræver det branchekendskab for at kunne vurdere den enkelte persons tilhørsforhold – specielt efter, at flere og flere har lukket ned for deres privacy settings, så det ikke i så høj grad er muligt at få nyttig viden om dem på dem ved at besøge deres profil.
Din netforbindelse kan sladre om dit firmaforhold
Det er heller ikke helt nemt at identificere de besøgende på jeres blog, men det kan dog til en vis grænse lade sig gøre. Sidder du lige nu og læser dette blogindlæg fra en større virksomhed, så er det muligt, at I har jeres egen tjenesteudbyder til jeres internetforbindelse, og det bliver registreret i et program som Google Analytics.
På den måde kan vi se, hvor nogle af de besøgende kommer fra og vurdere, om der er interessante venner, fjender eller virksomheder, der har ekstra fokus på specifikt indhold her på bloggen eller på hjemmesiden.
Optimér indsatsen i nyhedsbreve og de sociale medier
Det kræver benarbejde at komme i gang med at kategorisere jeres besøgende i de forskellige mediekanaler, men når I først har taget hul på det, tager det ikke specielt lang tid at opdatere de nytilkomne followers og subscribers løbende.
Og værdien er enorm, for I kan både undgå at brænde unødvendigt krudt af på online markedsføring, der kun bliver læst af konkurrenterne, og samtidig ramme jeres rigtige kundepotentiale med millimeterpræcise budskaber, der giver dem svaret på deres udfordringer og får dem til at handle hos jer.
Vil I vide mere om sociale medier, og hvordan I får det optimale ud af jeres indsats? Deltag på vores kursus i sociale medier og bliv i stand til at overhale konkurrenterne i kampen om kundernes opmærksomhed.



Abonner på IIH Nordics blog via RSS
Følg os på Facebook.
Besøg IIH på Facebook
Ingen kommentarer »