Dansk version English version Norsk version Svensk version

Kigger eller klikker folk på jeres søgeresultater?

SERPs handler om meget mere end gode placeringer. I skal nemlig motivere den søgende til at reagere.

Det er rart at have en høj placering i Google – men hvordan ser det ud, når folk kigger på et resultat fra jeres hjemmeside? Hvis folk også skal have lyst til at klikke sig ind på jeres side, så skal I overbevise dem om, at det er det værd! Her får I en oversigt over de tre dele af et Google resultat, som I skal være opmærksom på.

adwords kursus søgeresultat

Titlen (title)

Den øverste linje i resultatet kommer fra jeres title-tag. Det er det første folk ser, og her er det især vigtigt at I fortæller brugerne præcis hvorfor de skal klikke på jeres link. Hvorfor skiller I jer ud fra jeres konkurrenter? Husk også at inkludere jeres vigtigste søgeord først i jeres title, og at Google max læser de første 67 tegn.

Beskrivelsen (description)

Beskrivelsen er selve teksten i søgeresultatet. Her læser Google max de første 155 tegn.  Beskrivelsen har ikke nogen effekt på jeres søgeresultat, men den skal stadig være relevant. Hvorfor? Fordi Google viser beskrivelsen i søgeresultatet, og hvis Google ikke synes jeres tekst er relevant nok, ja, så finder den bare noget tekst et andet sted på siden. Det er altså op til jer at vælge, hvad der skal stå i jeres resultat.

I beskrivelsen kan I uddybe overfor brugeren, hvorfor jeres resultat er relevant. Desuden bør I inkludere et form for ”call to action” – det er altså her I fortæller brugerne, hvad de skal gøre. Eksempelvis ”tilmeld dig … i dag”, ”støt os nu” eller ”læs mere om…”. Det er også en god ide at genbruge de vigtigste søgeord fra titlen, da de bliver fremhævet med fed, hvis de indgik i søgningen og dermed viser relevans.

URL’en

Linket, som bliver vist med grønt nederst i søgeresultatet, viser også brugerne at de er kommet til det rette sted. En URL der benytter relevante ord virker overbevisende, og opfordrer yderligere folk til at klikke på jeres søgeresultat. Samtidig har søgeord i URL’en en indflydelse på jeres sides placering på en relevant søgning.

Søgeresultat med pretty URL

Et eksempel på en optimeret URL

Søgeresultat med ugly URL

En URL som ikke tager sig så godt ud i søgeresultatet

Optimer jeres søgeresultater og få flere kvalificerede besøg

Ved at optimere jeres søgeresultater, gør I det klart for brugeren, hvem I er, og hvad I har at byde på. På den måde får I ikke alene flere besøgende, men de besøg I får er relevante. Det vil sige at de besøgende ved hvad de vil få på jeres side, og sandsynligvis vil udføre flere af jeres ønskede handlinger.

Bonus

Det er i øvrigt muligt at pynte på jeres søgeresultater med forskellige specialtegn. Tegnene regnes ikke med, når Google kigger på jeres side, og forstyrrer derfor ikke jeres søgeresultater. Men brug det med måde! Og husk at det tæller med i antallet af tegn, I kan benytte.

Resultat med specialtegn

Et udmærket eksempel, hvor et lille kors bliver brugt på et resultat for en kirke