Dansk version English version Norsk version

Kigger eller klikker folk på jeres søgeresultater?

SERPs handler om meget mere end gode placeringer. I skal nemlig motivere den søgende til at reagere.

Det er rart at have en høj placering i Google – men hvordan ser det ud, når folk kigger på et resultat fra jeres hjemmeside? Hvis folk også skal have lyst til at klikke sig ind på jeres side, så skal I overbevise dem om, at det er det værd! Her får I en oversigt over de tre dele af et Google resultat, som I skal være opmærksom på.

adwords kursus søgeresultat

Titlen (title)

Den øverste linje i resultatet kommer fra jeres title-tag. Det er det første folk ser, og her er det især vigtigt at I fortæller brugerne præcis hvorfor de skal klikke på jeres link. Hvorfor skiller I jer ud fra jeres konkurrenter? Husk også at inkludere jeres vigtigste søgeord først i jeres title, og at Google max læser de første 67 tegn.

Beskrivelsen (description)

Beskrivelsen er selve teksten i søgeresultatet. Her læser Google max de første 155 tegn.  Beskrivelsen har ikke nogen effekt på jeres søgeresultat, men den skal stadig være relevant. Hvorfor? Fordi Google viser beskrivelsen i søgeresultatet, og hvis Google ikke synes jeres tekst er relevant nok, ja, så finder den bare noget tekst et andet sted på siden. Det er altså op til jer at vælge, hvad der skal stå i jeres resultat.

I beskrivelsen kan I uddybe overfor brugeren, hvorfor jeres resultat er relevant. Desuden bør I inkludere et form for ”call to action” – det er altså her I fortæller brugerne, hvad de skal gøre. Eksempelvis ”tilmeld dig … i dag”, ”støt os nu” eller ”læs mere om…”. Det er også en god ide at genbruge de vigtigste søgeord fra titlen, da de bliver fremhævet med fed, hvis de indgik i søgningen og dermed viser relevans.

URL’en

Linket, som bliver vist med grønt nederst i søgeresultatet, viser også brugerne at de er kommet til det rette sted. En URL der benytter relevante ord virker overbevisende, og opfordrer yderligere folk til at klikke på jeres søgeresultat. Samtidig har søgeord i URL’en en indflydelse på jeres sides placering på en relevant søgning.

Søgeresultat med pretty URL

Et eksempel på en optimeret URL

Søgeresultat med ugly URL

En URL som ikke tager sig så godt ud i søgeresultatet

Optimer jeres søgeresultater og få flere kvalificerede besøg

Ved at optimere jeres søgeresultater, gør I det klart for brugeren, hvem I er, og hvad I har at byde på. På den måde får I ikke alene flere besøgende, men de besøg I får er relevante. Det vil sige at de besøgende ved hvad de vil få på jeres side, og sandsynligvis vil udføre flere af jeres ønskede handlinger.

Bonus

Det er i øvrigt muligt at pynte på jeres søgeresultater med forskellige specialtegn. Tegnene regnes ikke med, når Google kigger på jeres side, og forstyrrer derfor ikke jeres søgeresultater. Men brug det med måde! Og husk at det tæller med i antallet af tegn, I kan benytte.

Resultat med specialtegn

Et udmærket eksempel, hvor et lille kors bliver brugt på et resultat for en kirke

Medarbejdere ved IIH Nordic bestod AdWords eksamen

I fredags bestod tre medarbejdere en Google AdWords eksamen hos IIH Nordic! Der var blevet frisket op på hukommelsen, terpet og set videoer fra Google.

Google AdWords eksamen er en “multiple choice” test, hvor du får 120 spørgsmål og ca. fire forskellige svarmuligheder hver gang. Det er dog ikke altid et spørgsmål om bare at vælge det rigtige svar, men at vælge det mest rigtige svar. Ja, Google forærer skam ikke certificeringer væk.

Der er dog masser af siders læsning til rådighed, så du kan forberede sig – ca. 150 sider, hvis du vil være sikker på at være forberedt.

AdWords eksamen på tid

Eksamen skal tages på to timer. Du arbejder i en låst browser, og der bliver talt ned lige så snart testen startes. Der er altså et minut pr. spørgsmål, så der kræves en vis forståelse for emnerne, hvis du skal svare på alle spørgsmål indenfor tidsrammen.

Emnerne handler om alt lige fra “keyword match types” til hvor forskellige indstillinger kan findes i AdWords. Desuden skal du have forståelse for Google AdWords’ værdier, og hvordan optimering af hjemmesider kan have en positiv effekt på ROI.

Eksamen kørte naturligvis efter planen hos IIH Nordic, og der blev opnået flotte resultater! Det var en god afslutning på en fredag eftermiddag, og både medarbejdere og chefer kunne gå glade hjem.

Google AdWords eksamen bestået

Google AdWords eksamen bestået

Web Analytics Wednesday vendte tilbage med succes

Der var igen fyldt op med webanalytikere til WAW CPH, som denne gang foregik på IT Universitet på Amager.

Rygtet om Web Analytics Wednesday breder sig, og også denne gang blev der slået besøgsrekord. IIH Nordic var igen arrangør af WAW – aftenen hvor der er fokus på online markedsføring, søgemaskineoptimering og web analyse.

Det første indlæg kom fra aftenens sponsor, Userreport, som fortalte om mulighederne for at lave brugerundersøgelser via virksomhedernes egne hjemmesider. Der var fokus på mulighederne for segmenterede undersøgelser, og at du i øvrigt kan bruge Userreport til A/B testing. Userreports ”godbid” til folket var, at systemet kan integreres med Google Analytics, hvilket skabte begejstrede opdateringer på Twitter.

Test test test test test

”Der er tre ting i verden, man ikke kan være imod: Fred, TEST, og gulvvarme!”

Beskeden var klar fra Morten Vadskær, som kom på efter Userreport: A/B tests er guld værd. Morten er medforfatter til bøgerne Analyticsbogen og Konverteringskarma og har mange års erfaring med web analyse. Denne aften var der fokus på A/B tests, som har givet gode resultater på for eksempel kondomaten.dk, som Vadskær har kørt i over ni år. Her startede konverteringsraten på 2,9 %, men er nu oppe på 9 % takket være A/B tests.

Der var dog ingen krav om tillid fra talerens side. Vadskær: ”Min succesrate er, at I ikke tror på, hvad jeg siger, og går hjem og tester i aften.” Der blev også leveret et lille tip til at splitteste, i form af værktøjet Visual Website Optimizer. Dette værktøj er nemt at bruge, og kan derfor bruges af alle.

Morten fremhævede, at der er mange muligheder for at teste, men at man skal huske at have fokus på elementer, hvor der er interaktion med brugeren. Nyhedsbreve var en anden ting, som kunne testes med stor succes, og desuden skal man ikke holde sig fra at teste sin offline markedsføring.

”Paradise Hotel” segmentet

Pointen blev slået fast med et godt eksempel fra ”Paradise Hotel” segmentet, hvor Vadskær viste nogle underholdende eksempler på en bankrøver, der havde søgt på for eksempel ”hvordan laver man hurtige penge” og ”bankrøveri planer danske bank Hvidovre”.

Har du lyst til at blive endnu klogere på at A/B teste? IIH Nordic tilbyder, i samarbejde med E-handelsfonden, formiddagsworkshops, hvor du lærer spændende teknikker. Læs mere om hvordan du kommer godt i gang med at A/B teste.

Praktiske erfaringer fra hverdagen

Som aftenens sidste taler kom Anders Bach Waagstein på banen for at fortælle om Telia Broadbands praktiske erfaringer med web analyse. De har nemlig opnået en vækst på 1000 %!

Waagstein fortalte om opgaverne med at få potentielle kunder til sitet, få dem til at starte købsflowet og i sidste ende lukke salget. De målte på volumen og omkostning per kunde – her startede de ud med Google Analytics, men manglede erfaring med hvordan de fik sat det hele op til at give præcise målinger.

Tag ejerskab over dit system

Gennem udfordringer med affiliates, der strittede imod, og mediebureauer, der gerne ville beholde deres opgaver for Telia Broadband ved at holde Anders og hans hold uvidende, lærte de, at de måtte tage ejerskab over deres kampagnesystem.

Efter yderligere udfordringer internt med at få implementeret koder på hele websitet, kunne Teila Broadband endelig begynde at måle på de tal, der arbejdes med i dag. Blandt andet CPA, CTR og Conversion Time.

Telia har nu et komplet overblik over deres online kanaler samt hvor de kan optimere på online salgskanaler. Desuden er der en bedre økonomi og stor tillid til afdelingens data i hele organisationen. Sidst, men ikke mindst, har erfaringerne fortalt Telia Broadband, at 70 % af alle salg kræver mere end et kontaktpunkt.

Networking til den store guldmedalje

Efter en stor hånd til Waagstein og en afrunding fra IIH Nordic myldrede webanalytikerne ud af salen. En buffet bød på forfriskninger, men der kom hurtigt gang i samtalerne, og der blev talt mere end spist – til alt held for nogle sultne ITU studerende.


www.iihnordic.dk - IIH | Lille Strandstræde 6 | 1254 København K | Telefon: +45 70 20 29 19 | Fax: + 45 77 33 40 01 | iih@iihnordic.com
-->