Dansk version English version Norsk version Svensk version

Udråbstegnets anatomi og andre tegns betydning for dit budskab

Tekstforfatterens værktøjskasse er fyldt med mere end bogstaver – den indeholder også en lang række tegn og symboler, der kan hjælpe til med at sælge dit produkt.

Folk tænker ofte ikke over betydningen af deres tegnsætning, når de skriver, og her snakker vi ikke bare om kommatering.

For du har en lang række tegn, symboler og formaterings-muligheder til rådighed, der kan bruges både konstruktivt og destruktivt i forhold til at sælge dit budskab.

Tegnsætning for tekstforfattere

Vi vil i dette blogindlæg komme med nogle måske lavpraktiske, men alligevel anvendelige råd til, hvordan du får en strategisk tilgang til brug af tegn, så du ikke bliver forrådt af en mindre myriade af tankestreger, udråbstegn og STORE, fede bogstaver, der får dig til at virke useriøs i din kommunikation.

Lad os starte med et par af de ovenstående styrkemarkører, der alle har samme funktion – at råbe højt om et eller andet. Udråbstegnet er et værdifuldt våben til at sætte kraft på et udsagn.

Det understreger, at det her er vigtigt!

I AdWords-annoncer ser vi et stort forbrug af udråbstegn

Men hvis du bruger det efter hver anden sætning, så har det samme effekt, som hvis du konstant råber til en person i stedet med omhu at vælge de sætninger, hvor du hæver stemmen. På den måde bliver folk rigtig hurtigt træt af dig. Det samme gør sig gældende med brug af bold og store bogstaver, hvor overdreven brug er irriterende for øjet og får det til at flakke.

Fang læserens fokus med en tankestreg

Et andet tegn, som folk efter vores mening bruger for lidt, er tankestregen. Dette er et undervurderet tegn markedsføringsmæssigt, da den adskiller tekststykket fra det øvrige og får folk til at stoppe op – deraf navnet tankestreg.

Hvis du placerer det vigtige budskab efter en tankestreg, er der derfor større sandsynlighed for, at læseren ikke bare skimmer forbi det, som vi ofte har en tendens til, når vi læser online.

Et kolon eller semikolon kan have samme effekt: Du får folk til at stoppe op og fortæller dem samtidig, at der nu kommer en vigtig pointe i forhold til noget af det, de lige har læst.

De tre små prikker…

Et andet sproggreb, der har vundet meget frem, er at slutte en sætning med tre punktummer, men ikke alle tænker over betydningen af dem. Oprindeligt er det et udeladelsestegn til brug i citater, når dele af citatet ikke er medtaget.

I dag bruger vi det også som en (ofte ironisk) kunstpause efter en sætning, der skal få folk til at tænke over budskabet i det, der lige er blevet sagt.

Desværre ser vi alt for ofte, at de tre prikker bliver brugt både forkert og i flæng… Et eksempel kunne være en sætning som ”det er gratis…”, som vi er stødt på flere gange i vores kunders kommunikation. Her sætter de tre prikker faktisk spørgsmålstegn ved, hvorvidt det nu også er gratis, og det har nok ikke været hensigten.

Det usynlige tegn – linjeskiftet

Et tegn du til gengæld næsten ikke kan bruge for meget er ”det usynlige tegn” – linjeskiftet. Vi snakker meget om den positive effekt af white space online, og det gør sig også gældende på tekstniveau.

En god tommelfingerregel er at holde sig til 3-5 linjer tekst ad gangen og så lave et linjeskift, der gør teksten overskuelig og skimmevenlig. Af og til kan et vigtigt budskab også blive ekstra fremhævet ved at blive placeret på en enkelt linje helt for sig selv.

Der er mange flere tegn på bunden af værktøjskassen, men bruger du de ovennævnte korrekt, så får du langt hen ad vejen et mere professionelt resultat.

Et andet interessant emne inden for tegn og symboler er smileyficeringen af det danske sprog, men det er vist et helt andet blogindlæg ;-)

Efter en lidt tør tekst slutter vi af med Victor Borges legendariske visualisering af tegnsætning, der smukt illustrerer, hvordan tegnene kan påvirke læsningen af en tekst.


  • IIH Nordic via RSS
  • IIH på Facebook
  • Følg IIH på Twitter
    Besøg vores Twitter-profil. Følg IIH Nordic på Twitter
  • Følg IIH på Google+
  • IIH Nyhedsbrev

    Få information om nye kurser og tips til hvordan du optimerer dine online markedsføringsaktiviteter.

www.iihnordic.dk - IIH | Lille Strandstræde 6 | 1254 København K | Telefon: +45 70 20 29 19 | Fax: + 45 77 33 40 01 | iih@iihnordic.com